Det vigtige brænde

Træ er et biobrændsel, der ved korrekt forbrænding indgår i det naturlige kredsløb. Når træer vokser, forbruger de vand og kuldioxid i den såkaldte fotosyntese. Herved frigives ilt, som vi som bekendt skal bruge for at trække vejret. Når træet brændes eller formulder, frigøres vandet og kuldioxiden igen. Ved denne proces forbruges også den mængde ilt, som blev dannet, da træet voksede op. Alt dette sker i et kredsløb, som indebærer, at afbrænding af træ ikke bidrager til den såkaldte drivhuseffekt.

Brænde opbevares bedst

i et brændeskur med god udluftning. Det er vigtigt, at brændet ikke ligger direkte på jorden, og at der er så god udluftning som muligt ved tag og sider. Brænde, der er hugget tidligt om foråret, kan i bedste fald anvendes den kommende vinter. Men det er bedre, hvis brændet får lov til at tørre i to forårssæsoner, eftersom træet tørrer bedst om foråret inden løvspringet. Tænk på, at fugtigt brænde brænder dårligere, afgiver mindre varme og giver større miljøbelastning. Træ, der brændes, skal ikke indeholde mere end 20 % vand.


Kløvet brænde

tørrer hurtigere end ukløvet. Birketræ skal kløves så hurtigt som muligt, ellers bliver det hårdt og svært at arbejde med. Fyrre- og grantræ er derimod lettere at kløve, hvis det har fået lov til at tørre. Træ bør opbevares ved stuetemperatur i 24 timer, inden det brændes.


At tildække brændet

med for eksempel en presenning er ikke en god løsning, da fugt fra jorden og træet ellers ikke kan fordampe. Fugtigt brænde angribes også lettere af råd, som hurtigt forbruger energiværdien i træet.


Fyr aldrig med

malet træ, imprægneret træ, spånplader eller lignende. Det kan skade brændeovnen og miljøet. Egetræ er derimod fint at fyre med, men det er vigtigt at blande denne egetræ med en anden træsort ved forbrænding. Egetræ indeholder meget energi, men også meget garvesyre, som er aggressivt både over for brændeovn og murværk.